|
Umiddelbart tegner det et paradoks at
Karen Blixen har fået sit ansigt på netop de 50-kroners sedler, der er så
udbredte og populære, at vi nemt kommer til at krølle dem i jakkelommen
når f.eks. et besøg i Netto skal overstås i en fart. Nationalbanken
regner af samme årsag kun med gennemsnitligt et års levetid for
Blixen-sedlen. Anderledes langtidsholdbart er det Blixenske forfatterskab.
Efter at være udkommet på 35 sprog, er der, 38 år efter hendes død,
stadig så stor fokus på dette, at det efterladte Rungstedlund med hendes
gravhøj, mindestuer og museum står som et monumentalt minde om en usædvanlig
karriere, gjort af en usædvanlig kvinde - sent i livet. At kalde Blixen
en dansk erhvervssucces på linie med A.P. Møller, vil nok få en og
anden litterat til at stritte med børsterne. Men det er ikke desto mindre
tilfældet, selv om Karen Blixen må siges at have haft en heldig hånd
med at underspille den kommercielle side af sit ærinde.
Faktisk var hun i så henseende så effektiv, at Karen Blixen- forskningen
- indledt af næsegrusbeundrende unge intellektuelle som kendte hende i
alderdommen - med pietet har undveget imagedannelse og markedserobring.
Der findes et utal af bøger om Blixens gotiske fortællekunst lag-på-lag,
Blixens forhold til Afrika, til Bror Blixen, Denys Finch-Hatton, til sin
familie, de unge heretikere, Rungstedlund, blomsterbinding etc. Men når
talen når ind til imagedannelse og markedserobring, er kilderne til
enhver tid parate til at gå efter det tilsyneladende væsentlige, nemlig
forfatterskabet. Hvilket næppe undrer. I 1900-tallets midte, hvor
fremtidstro og socialrealisme dominerede kulturlivet, lykkedes det Karen
Blixen gennem en enestående kraftanstrengelse at skabe en modstrømning
med fokus på de arkaiske og undertiden kvindelige værdier som også
karakteriserede et svundet aristokratisk samfund med lang, lang
hukommelse.
Blixen var fra starten en kommerciel succes. Ikke fordi det skortede på
modstand i form af afvisende forlæggere og kritikere. Efter at have fået
en check på 8.000 dollar i julen 1934 for sin 'Seven Gothic Tales' må
sagen dog siges at være klar. Succes! Allerede fra karrierens første dag
fik hun gennem en uudgrundelig, outreret stil det publikum i tale som var
lige så meget til berømtheder som til bøger. Ligesom senere en Andy
Warhol, en David Bowie, udviklede hun en arbejdsmetode, hvor grænserne
mellem produktion, produkt og reproduktion blev ladt åbne. Divaens
performance var fra starten tænkt ind i et total concept , hvor
det samlede resultat af en række enkelttiltag var større end
enkeltelementerne sammenlagt i sig selv. Således forstået, at
bevidstheden om Blixens fantastiske skæbne og sensationelle personlighed
i høj grad forstærker modtagerens nydelse af bøger som 'Syv fantastiske
Fortællinger' og 'Den afrikanske Farm'. Som begreb i amerikansk
marketingterminologi er total concept karakteriseret ved at
enkeltelementer tiltrækker sig, teaser sig til så meget opmærksomhed,
at modtageren tilskyndes at søge andre delelementer for at få den fulde
mening. For Blixens vedkommende, en kvinde som privat lod sig titulere
baronesse, startede maskepien og underspillet med en amerikansk debut i
mandsnavnet Isak Dinesen. Når man som afsætningsøkonom aflæser hendes
forløb, ser man stærke tegn på gennemtænkte tiltag, men få vidnesbyrd
- og da mindst fra hende selv - om hvordan og hvorledes hun bar sig ad.
Den interesserede samtid var tydeligvis så overvældet af det enorme
kreative potentiale som var opstået mellem forfatterindens rejse mod den
oprindelige kulturs hjerte i Afrika og Vestens tilsvarende bevægelse mod
et modernistisk samfund med iboende hukommelsestab, at man glemte at
stille spørgsmål. Blixen tilsvarende underspillede . Eller som
Judith Thurman skriver i 'Karen Blixen - en fortællers liv': »Man finder
i Karen Blixens udtalelser til offentligheden om sin kunst et interessant
omkvæd af beskedenhed og reservation...«.
For at finde ud af hvordan berømtheden bar sig ad, er vi derfor nødt til
at sammenligne en lang række kilder. Omkring debuten hedder det hos
Thurman: »Efter to afslag fandt Karen Blixen, at efter at have skrevet
bogen som en mand måtte hun nu falbyde den som en kvinde, det vil sige støtte
sig til sin charme«. I det ydre gav denne beslutning sig udtryk i en
raffineret og æggende formumningskunst. Først vakte det sensation da
offentligheden opdagede, at der bag mandsnavnet Isak Dinesen gemte sig en
dame. Dernæst tiltrak Blixens teatralske personlighed sig lige så stor
interesse som hendes kunst. Fotografierne taler deres tydelige sprog.
Judith Thurman siger om det første forfatterportræt, da hendes rigtige
identitet i 1934 blev kendt: »Det er et billede af en fjern, spinkel og
yndefuld verdensdame, som hverken er ung eller gammel. Hendes hår er strøget
glat tilbage, hovedet er drejet en anelse mere hen mod kameraet end
kroppen. Hofterne er skudt lidt frem som hos en tangodanserinde, øjnene
er næsten lukkede under de mørke øjenlåg og munden let vrænget i et
tvetydigt smil, der kan være ironi eller hauteur eller blot eftertanke;
det minder om kongelige personers udtryk på officielle portræt- ter, der
ikke vidner om noget ønske om at være beskueren tilpas«. Denne bevidste
selvfremstilling afspejler sig på et andet plan i forfatterindens strid
med sin første forlægger Knud Dahl, der blev bedt om fremover at stile
al korrespondance til hendes advokat, efter at Blixen havde konstateret at
forlæggeren ikke levede op til hendes forventninger om »bestemte
anmeldelser, om radioomtale, om en personlig indsats over for danske
anmeldere og journalister«. Dahl hævnede sig ved at udgive hendes
eksmands jagtskildringer. Karen Blixens angste opfattelse af læserne og
deres opfattelse heraf er interessant: »... ikke som en anonym,
forskelligartet masse, men som et lille samfund, et 'folk', en familie,
for hvem forestillingen om hende betød noget, og som nu kunne blive
skuffet«.
Men hvad var det som kunne skuffe målgrupperne? 'Den afrikanske Farm',
der er udgangspunktet for Sydney Pollacks spillefilm 'Out of Africa', udmærker
sig netop som en dokumentarisk beretning der har været gennem en drastisk
udvælgelses- og kompressions-teknik. Allerede i første sætning »Jeg
havde en farm i Afrika ved foden af bjerget Ngong« modificeres
virkeligheden. Farmen var i virkeligheden ejet af et A/S, der først efter
en årrække indsatte Karen Blixen som forvalter. Da Bror Blixen, der ud
over baronessetitlen også gav hende syfilis, højst omtales et par gange,
kan man sige, at det ikke så meget er virkeligheden, men den syntetiske
myte hun var bange for. Et genialt markedsføringsmæssigt træk skulle
adskillige år senere blive 'hoffet' af unge mandlige litterater. For
udenforstående kunne det se ud som en excentrisk og lunefuld gammel
baronesses nykker. For forfatterskabets efterliv var satsningen på
de unge imidlertid af uvurderlig betydning. Skønt litteraten Thorkild Bjørnvig
husker en frokost, hvor Karen Blixen opremsede andre berømtheder hun
havde været sammen med, og så udbrød: »Og tænk at man så skal sidde
her og nøjes med jer« - så hang miljøet så godt sammen, at en
anden litterat, professor Aage Henriksen, i 'De ubændige' mange år
senere kunne erklære: »Man kan næppe i verden finde tekster, der mere
præcist træffer ind i sjælens skjulte ledsammensætninger. Fordi Karen
Blixen var en begivenhed, der ramte ind i den vestlige verdens moderne
kultur og brød dens grundlag op i et omfang, som først med tiden vil
blive opfattet«. Sagt i afsætningsøkonomiske termer kan man sige, at
den debutterende Karen Blixen gennem det gådefulde Isak Dinesen-
pseudonym havde held med at forvandle sine kulturprodukter på et marked
med fuldkommen konkurrence til regulære mærkevarer, hvilket betød at
hun stod godt rustet i en monopolistisk konkurrence med specifik efterspørgsel
på netop hendes kunst. Undervejs udviste forfatterinden en forbløffende
evne til at påvirke opinionsdannere og beslutningstagere, hvilket er af
stor vigtighed på et marked så elitært som bogmarkedet. Evnerne var
allerede afprøvet med succes i Afrika. Thomas Dinesen skriver: »En anden
forbavsende egenskab hos Tanne var den evne hun hele sit liv - i voksende
grad - havde til at få sin vilje sat igennem. Gang på gang var vi under
farmens drift i bekneb for lønningspenge, måske kun en mindre sum; det
blev nødvendigt for mig at køre på motorcykel til Nairobi for at forsøge
at skaffe lån, blot 300«.
At den højt begavede Blixen så udmærket forstod betydningen af
forskellige målgrupper og det at segmentere sit marked, indkredse
de målgrupper som har stærkere og mere ensartet præference, fremgår
tydeligt af 'Babettes gæstebud's lancering som billigbog på
arbejderforlaget Fremad. 'Babettes gæstebud', der omhandler en
landflygtig revolutionær fra Pariser-kommunen, må siges at være skræddersyet
til en målgruppe af intellektuelle arbejdere. Et andet afsætningsøkonomisk
begreb - diversificering - beherskede Blixen længe før det blev
en standard inden for brand marketing . For ikke at den litterære
anerkendelse, som kom mærkerne Isak Dinesen og Karen Blixen til del,
skulle blive besmittet af hendes kommercielle thrillere, opfandt hun til
lejligheden et tredje pseudonym, nemlig lavprismærket Pierre Andrezel.
Det bedste udtryk for forfatterindens mærkevarebevidsthed er måske
bestyrtelsen over Kelvin Lindemanns 'En aften i Kolera-året' fra 1953,
der under pseudonymet Alexis Hareng var en så tæt imitation af Blixens
stil, at selv Aage Henriksen troede, at den kom fra hende. Pastichen
sendte Blixen ud i øjeblikkelig krise: »If I come into a ga-thering and
meet a person who is dressed up and masquarading as me, how can I, my
self, be there?«. Blixens ultimative reaktion var at få kløerne i unge
Lindemanns originalmanuskript og under et besøg i Rom smide det i
Tiberen! En handling og en mærkevarebevidsthed som kan sammenlignes med
den årlige knusetur som dynger af piratkopier - under damptromle - bliver
udsat for i Bangkoks gader! Karakteristisk for mærkevaren er
standardiseringen. Professor Steen Eiler Rasmussen udtaler et sted: »Hun
havde en ganske bestemt forestilling om, hvordan en Karen Blixen-fortælling
skulle være, og en Karen Blixen-samtale, et interview, en udtalelse etc.
Det blev på en ejendommelig måde et varemærke, et standardskema, som
hun fyldte ud i henhold til en streng formel«. Judith Thurman
konkluderer: »I rollen som Baronessen var hun umådelig konsekvent, ja
professionel, hvad de mange interviews og beretninger fra de mennesker,
der mødte hende sent i deres liv, vidner om. Det er forbløffende at se,
hvordan de næsten ordret gentager de samme anekdoter og bon mots .
Denne konsekvens forstærkede naturligvis legenden om hende, for derved
spredtes den lettere«.
At denne imagemæssige forenkling fra individualitet til symbol ,
som var nødvendig, for at få en personlighed til at træde skarpt frem,
også for Karen Blixen (som så mange af hendes samtidige
stumfilmsstjerner) blev en fælde, vidner de overlevendes beretninger om.
»Jeg er klar over, at bag maskespillet og selskabeligheden var hun meget
ensom«, skriver Jørgen Gustava Brandt et sted. »Og jeg tror, at hun i
de senere år havde bestandigt sværere ved, om jeg så må sige, at
etablere sin ensomhed«. Thorkild Bjørnvig genkalder sig i
erindringsbogen 'Pagten' fra 1974 Blixens noget skrupelløse spekulation i
konsumenternes forventningsniveau: »Det hændte, at sekretær Clara kom
ind og sagde, at der var telefonisk forespørgsel om, hvorvidt Baronessen
ville tale eller læse historier ved den og den lejlighed på den og den
dag. »Sig mange Tak, og at det vil jeg gerne«, sagde Baronessen og råbte
derpå efter Clara, der allerede var halvt ude af døren: »Men husk at
ringe Afbud Dagen før!««.
Så meget er skrevet. Når kredsen omkring Karen Blixen og heretikerne
undlader at stille en række indlysende spørgsmål i forbindelse med
hendes selvpromovering, bunder det for mig at se i to forskellige forhold.
For det første følger de - i modsætning til deres idol - datidens
konventioner. At turnere personlig marketing som diskussionsemne over for
Karen Blixen selv ville ikke blot have været upassende, men havde
formentlig også afskåret fødekæden af intellektuel indsigt fra mester
til discipel. Bjørnvig skriver: »At færdes og tale med hende var en
fuldstændig åbnende og grænsespringende oplevelse. Jeg kunne, når jeg
tog fra hende... være beruset af en mægtigere forventning til livet, end
jeg nogensinde havde kendt«. Det er imidlertid karakteristisk for Bjørnvig
og andre, at de ikke spørger: Hvorfor? Hvordan? Hvorledes? Når de
intellektuelle også efter hendes død demonstrerer en fælles evne til
ikke at reflektere over de kommunikationsparametre hun orkestrerede for at
skabe sin myte i et total concept, endsige udforske hvorfra damen
fik inspirationen, skal man naturligvis også tage deres ungdom i
betragtning. For Bjørnvig, Henriksen, Brandt var Karen Blixen en
ledestjerne for egen selvrealisering. Herudover kommer respekten for en
tapper, men meget syg ældre dame. Ved at vogte om en verdensberømtheds
minde, overfører de efterladte også på nærmest magisk vis kraften fra
den store beundrede, selvrealiserede personlighed over på sig. I et lille
sprogområde som det danske må det ydermere have været gefundenes
Fressen for de unge ambitiøse litterater at hægte sig på og være
et element i Karen Blixens ærgerrige total concept. »Nu ligger
pligterne hos os«, hed det fra Steen Eiler Rasmussen efter hendes død i
1962. »Hun har nøje udvalgt kredsen ...«. Blixen og beundreres bevægelse
bort fra det trivielle til det heroisk-mytiske efterlader imidlertid et
stort vakuum af aldrig stillede, men meget indlysende spørgsmål. Spørgsmål,
vi kun kan gøre os håb om at afklare ved at kombinere
litteraturkritikken med knowhow fra afsætningsøkonomien og forskellige
kommunikationsfag.
|
